Sterilisation af hund
Vi anbefaler, at tævehunde steriliseres mellem første og anden løbetid.
Overvejelser omkring sterilisation af hund
Undersøgelser har vist, at der på dette tidspunkt er en minimal risiko for udvikling af inkontinens. Samtidig er der stadig over 90% reduktion i risikoen for udvikling af mammaetumores (kræftknuder i mælkekirtlerne). Man vil have en mammaetumor-reducerende effekt ved sterilisation indtil hundens 3. løbetid, derfor anbefales tidlig sterilisation, medmindre tæven skal have hvalpe.
Tidspunktet for sterilisation
Operationen bør foretages, når hunden er uden for cyklus, dvs. ca. 2-3 mdr. efter løbetid, da blodtilførslen til livmoderen her er minimal. Dette reducerer risikoen for komplikationer i forbindelse med operationen.
Processen for sterilisation
Sterilisation af en tæve foregår ved, at hunden som ved andre operationer afleveres fastet om morgenen. Ved indlæggelsen får hunden en såkaldt forbedøvelse, og hunden får lagt venekateter i det ene forben.
Operationens procedure
Når hunden er lagt i narkose, forberedes den til operation ved at barbere pelsen fra et stykke over navlen og ned til kanten af bækkenet. Huden vaskes herefter omhyggeligt og sprittes af. Derefter bliver tæven lagt ind på operationsbordet liggende på ryggen i en pude. Under operationen får hunden væske i drop.
Selve sterilisationsproceduren
Der lægges et snit af 5-10 cm længde afhængigt af hundens størrelse begyndende et par cm fra navlen. Æggestokke og livmoderen fjernes, og der lægges en knude omkring de kar, der går til organet for at hindre blødning. Herefter lukkes såret ved først at sy mavemuskulaturen og derefter underhuden sammen.
Efter operationen
Til slut limes huden, hvilket betyder, at der ikke er nogen sting, der skal fjernes. Selve operationen tager i gennemsnit 40 minutter. I forbindelse med operationen får hunden smertestillende, som virker fra den vågner af narkosen og indtil næste dag. Herefter skal smerten stilles med tabletter, som udleveres ved afhentning af hunden.
Opvågning og efterpleje
Efter endt operation overvåges hunden under opvågningen hos dyrlægen, og den vil være frisk til at gå hjem 1-2 timer senere. Det anbefales altid, at hunden får en krave eller bodystocking med hjem. Hvis hunden slikker for meget på operationsstedet, er der risiko for, at den tilfører bakterier til såret, og at det kan springe op. Efter ca. 10 dage er såret helet tilstrækkeligt til, at kraven kan tages af.
Fordele ved sterilisation af hund:
- Ingen ”bøvl” med løbetid, besøg af strejfende hanhunde og uønskede parringer.
- Ingen falsk drægtighed og andre adfærdsændringer, der ofte kommer ifm. en løbetid.
- Markant reduktion i risikoen for udvikling af mammaetumores (knuder i brystvævet)
- Ingen risiko for livmoderbetændelse
Ulemper ved sterilisation af hund:
- Øget tendens til overvægt
- Lille risiko for udvikling af inkontinens
- Operation og hermed forbunden risiko
- Efterfølgende brug af krave
Har du spørgsmål vedrørende sterilisation af hund?
Er der noget, du gerne vil vide om sterilisation af hund? Jeg er her for at besvare dine spørgsmål og give dig al den information, du har brug for. Uanset om det handler om processen, fordele, ulemper eller noget helt tredje, er jeg her for at hjælpe. Kontakt os i dag på 75 41 03 00 eller på mail info@ribedyreklinik.dk. Vi kan også med vaccination af hund.