Bulldog

Alment

Bulldogs og molosser har i en årerække været et specielt interesseområde ved Ribeegnens Dyrlæger. Det er de dejligste hunde men også lidt specielle med hensyn til, hvad de fejler. Racerne kræver viden og erfaring for at kunne behandle dem på optimal måde. Det vil være umuligt her på hjemmesiden at komme ind på alle potentielle sygdomme som disse racer kan få, så her nævnes nogle få af de vigtigste:

Luftveje

Vi elsker vores Bulldogs snorken, men i nogle tilfælde kan den bløde gane (drøblen) være så lang, tungen så tyk og luftrøret så trangt, at iltoptagelsen bliver nedsat. Operation for forsnævret næse og for lang blød gane udføres hos os med Folding Flap teknik, der har væsentlig bedre resultater end den traditionelle operation både med og uden laser. Her laves både en forkortelse og en udtynding af den bløde gane. Næseborsudvidelse er også en vigtig del af proceduren.

Bevægeapparatet

Ryg: Specielt på Fransk Bulldog og tildels Engelsk Bulldog har vi ofte lidt ”abnorme” ryghvirvler – mest i brystregionen. De kaldes Hemivertebra. Disse hvirvler er ofte stive og giver forbavsende sjældent problemer, men diskes bag ved Hemivertebra bliver mere udsatte for diskosprolaps. Smerte og lammelse er de hyppigste symptomer. Ud over røntgen kan CT scanning være nødvendigt for at få fuld klarhed over problemets omfang.

Albuer og hofter: Molosser er muskelhunde. Når man har så mange muskler til at holde det hele på plads og tit har lidt krumme ben, kan det gå ud over hofterne. Vurdering med hensyn til avl og fodring for minimering af slidgigt vil være en vigtig del af hundens liv. De lidt krumme forben kan øge belastningen af specielt albue og skuldre, hvilket kan medføre dysplasi i albuen og ømme løse skuldre. Operation kan være nødvendig, men forebyggende pleje med Glucosamin, Chondroitin og MSN evt. samlet i et ledproblem- forebyggende foder som Prescription Diet J/D er ofte nok.

Hud

Specielt Engelsk og Fransk Bulldog men også andre molosser kan have en følsom hud. Både infektiøse tilstande som Stafylokokinfektion samt svampeinfektion i folderne kan være problematiske immunsygdomme som allergi og ses sommetider. Også Demodex (hårsækmider) som ligger mellem immunsygdomme og infektiøse sygdomme ses ved disse racer. Ribeegnens Dyrlæger har stor erfaring i behandling af disse lidelser.

Øjne  

Bulldogs og molosser er meget følsomme for hornhindesår. Det er ofte ikke udefra kommende genstande, som eksempelvis en gren, der er årsag til såret, men derimod er det hornhindesår, der opstår ”indefra”. Det øverste cellelag i hornhinden løsner sig, og det skaber et sår på hornhinden, der udløser meget smerte og irritation. Disse sår opheler sjældent uden en lille operation. Her renses hornhinden for løsnede celler, og efterfølgende skæres et fint gitter i hornhinden med en tynd kanylespids, hvilket stimulerer heling af hornhinden.

Operationen kaldes gitter-keratotomi og har en høj succesrate. Desuden ses ofte indad-rulning af øjenlåget (entropion) hos Bulldogs og molosser hvilket også kan forårsage irritation, smerte og beskadigelse af hornhinden. Her laves en øjenlågskorrektion og øjenlåget strammes op, så hår fra øjenlåget ikke berører hornhinden.

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.