Kiropraktik

Kiropraktisk behandling af hunde og katte

Kiropraktik er en manuel terapiform til behandling af mange problemer i bevægeapparatet og nervesystemet, og deres efterfølgende påvirkninger i kroppen.

Kiropraktik fokuserer på nedsat bevægelighed i leddene, og de bivirkninger det har på nervesystemet i hele dyrets krop. Ved nedsat bevægelighed mellem to ryghvirvler, vil hvirvelsøjlen miste sin normale fleksibilitet, hvilket kan medføre muskelspændinger, stivhed og smerte. Ligeledes kan det irritere de nerver der forlader rygmarven mellem hvirvlerne. Dette kan føre til forstyrrelse af de nerveimpulser, som er nødvendige for en smidig koordination af dyrets kropsfunktioner og muskelsammentrækninger.

Ved en kiropraktisk behandling justeres hvirvelsøjlen for at genskabe normal bevægelighed i leddene.

Dyrlæger og humane kiropraktorer kan tage den internationale efteruddannelse i veterinær kiropraktik, og i Danmark må kun sådanne uddannede fagpersoner udøve kiropraktik på dyr.

Typisk vil du kunne se det her hos dit dyr:

  • Vil ikke gå på trapper eller springe op i bilen
  • Mindre aktiv og nedsat sportspræstation
  • Adfærdsændring
  • Sidder eller står skævt
  • Neurologiske problemer, f.eks. inkontinens
  • Genoptræning efter skade eller operation

Kiropraktik kan være et led i de forebyggende tiltag der gøres for at sikre dyret en høj sundhedsstatus. På lige fod med den årlige vaccination, sundhedstjek og tandeftersyn, bør dyret gennemgå en årlig kiropraktisk undersøgelse. Dermed kan vi nedsætte risikoen for at dit dyr bliver sygt.

Kiropraktisk konsultation hos Ribe•egnens Dyrlæger

En kiropraktik konsultation foregår i klinikken, hvor vi har god plads til at se, hvordan dit dyr bevæger sig. Indledningsvis ser jeg efter om der er asymmetri i muskulatur og kropsholdning, og jeg mærker dyrets muskler igennem for at spore mig ind på særlige problemområder. Herved vil dyret vænne sig til den dybere berøring, så der undgås muskelspændinger under den kiropraktiske behandling.

Jeg starter oftest med bækkenpartiet, derefter bryst- og lændehvirvler, nakke- og halshvirvler, kæbeled, tungeben, ribben, forben, bagben og til sidst halehvirvlerne. Undervejs i behandlingen får dyret små pauser hvor det kan gå lidt rundt og måske skal det strække sig, ryste sig eller drikke lidt vand. Under behandlingen lægger jeg stor vægt på at dyret er så trygt som muligt, og jeg er derfor meget opmærksom på dyrets kropssprog.

Ud fra den kiropraktiske undersøgelse og behandling fortæller jeg dig om der er behov for specifikke øvelser til dyret, og hvad du eventuelt selv kan gøre for at hjælpe dit dyr. Jeg noterer mine observationer i dyrets journal på klinikken, således at vi ved en evt. genbehandling kan vurdere effekten.

Hvornår kan kiropraktik anvendes?

Kiropraktisk behandling kan bruges til både kroniske og akutte problemer.
Kiropraktik kan med stor fordel være en del af et genoptræningsforløb, og kan give dyret de bedste betingelser for en succesrig genoptræning.

Kiropraktiske patienter kan eksempelvis have udefineret halthed, ændret kropsholdning, neurologiske symptomer, eller være smertepåvirkede med mangelfuld respons på smertestillende medicin. Flere eksempler er:

  • Tilbagevendende øreinfektion, slikkesår eller problemer med analkirtler.
  • Forkalkninger, knogleforandringer eller slidgigt som: Albue- og hofteledsdysplasi, spondylose og arthros. Det kan medføre kompensatoriske bevægelser og dermed nedsat bevægelighed i låste led.
  • Iskias problemer.
  • Muskellidelser.

Kiropraktik kan også anvendes forebyggende hos unge hunde og katte, hjælpe til at opretholde sundhed og kondition hos alle dyr, samt sikre optimal bevægelighed hos brugs- og konkurrencedyr.

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.